fbpx

Har lige læst lederen fra Jyllandsposten d. 15/7-18 (link).

Den handler om at overvægt er blevet gjort til et samfundsproblem. Det mener jeg i høj grad også, det er.

Lederen afslutter med at pege på de overvægtige og sige “Så tag Jer dog sammen!” 

Jeg er enig i, at man som individ ikke kan fralægge sig al ansvar for sit liv. 

Men så kan jeg heller ikke strække mig længere end det.

Jeg synes statementet oser af, at man som overvægtig er et svagt og dårligt menneske uden selvkontrol.

Og det er netop det, der får mig op af stolen. At overvægtige, inklusiv mig selv i perioder, bare skal tage sig sammen. Gå på slankekur, tab os og bevare de nye vaner. Hvor svært er det lige?!

Men hvorfor er det egentligt, at de 51% (link) af os danskere der er overvægtige ikke bare tager os sammen og taber os? Opskriften er lige til.  Der er jo mange slankekure derude. Så kom da i gang.

Det er ikke slankekuren der er “svær”!

De fleste der har været på slankekur, ved hvor svært det er. Især når man har tabt sig. Rigtig mange kan sagtens smide en masse kilo.

Det der er en stor udfordring er at fastholde vægttabet.

Jeg slås selv med det på 15. år. Jeg har tabt MANGE kilo gennem årene.

Vægttab er, ud fra min optik, en kombination af kalorieunderskud og ændring af vaner. Nye vaner der skal træde i stedet for gamle. Men det er virkelig lettere sagt end gjort.

Det er faktisk noget af det sværeste. Altså at ændre vaner. Få nye og mere hensigtsmæssige vaner. Det som vi i samfundet betragter som sunde vaner.

Jeg blev ikke selv overvægtig,  fordi jeg en dag besluttede mig for det. “Hey, nu skal jeg da tage på, og slås med det de næste mange mange år!”

Overvægt er som oftest resultat af uhensigtsmæssig adfærd.

Min overvægt var ikke et resultat af, at jeg havde eller har en sød tand. Eller at jeg er et madøre. Det er ikke en personlig egenskab, der har givet mig ekstra kilo på kroppen.

Det er tværtimod resultatet af nogle uhensigtsmæssige vaner/adfærd, som inkluderer mad. I for store portioner.

Vaner som trigges af følelser. Følelser som jeg får i helt konkrete situationer.

Mange overvægtige spiser, når de er kede af det, for at få det bedre.  Det var fuldstændig samme senarie for mig i starten af 00’erne.

Jeg var ked af mit liv og gik ned med stress i ’04.  Når jeg spiste så fik jeg det bedre. Men det er kun symptombehandling. Og værsgo, du har den “onde” cirkel.

Cirklen opstår, fordi en vane som er gentaget mange gange bliver enormt stærk. Jo flere gange jeg oplevede at få det bedre ved at spise, jo stærkere blev den vane. Og det ved jeg 100% at jeg ikke er alene om.

Vanen bliver over tid automatisk og helt konkret. Ked af det -> Spise -> Bedre humør.  Til sidst er den næsten ubevidst. Det sker bare.

Måske stammer det helt tilbage fra min barndom, hvor jeg kan huske, at jeg som så mange andre børn, er blevet trøstet med mad.

Og nu er det jo ikke i forgårs jeg var barn, så det er altså en adfærd, der kun er blevet styrket over tid. Og ikke en jeg bare lige kan lægge fra mig.

Vi falder tilbage til de gamle vaner, selvom vi ikke vil.

Mange af de  overvægtige jeg møder, oplever som mig, at selvom de ikke vil, så falder de tilbage til gamle vaner. Gamle vaner som står i vejen for at lykkes med det her vægttab

Og det er altså i min optik ikke udelukkende vores  egen skyld. Det er heller ikke fordi, vi er svage og uden selvkontrol.

Vi ved helt enkelt ikke, hvad vi skal i stedet for at spise.

Det virker jo.

Det dulmer jo de negative følelser, vi har. Det letteste er at sige, at så skal vi bare lade være.

Sådan fungerer det bare ikke.

Det er langt mere kompliceret end det. Hvilket jeg har lært igennem min uddannelse til VaneCoach i foråret 2018.

Men hvordan har jeg egentlig kunne formå at holde mit vægttab i skak igennem årene?

Jeg tror det i høj grad handler om, at jeg på et tidspunkt fik styr på mine portioner.  Men på grund af streng kalorietælling, har jeg  levet de sidste 6-7 år med en frygt for at tage på igen.

Først i løbet af det sidste år, er jeg blevet mere tilpas i min krop og mere afslappet.

Blevet bedre til at lytte til mig selv og min sult. Men vanerne er der stadig.

Mængderne er bare blevet meget mindre, end de var førhen. Jeg tror selv på, at jeg med de redskaber jeg har fået i gennem uddannelsen, nok skal blive helt fri.

Men hvis vi skal få skovlen under overvægt, så skal vi altså tilbyde dem mere end udredning af kost og kostplaner.

Jeg får lyst til at slutte af med at tilføje: Vi tager os sammen HVER dag!

Tak fordi du læste med!

K.h.

Louise